Close menu

2026: Sundhedsreformen sætter retningen – og kiropraktorerne er med fra start

Udgivet d. 15. januar 2026
2026 bliver et skelsættende år for det danske sundhedsvæsen. Sundhedsreformen er ikke blot en mindre justering, men en grundlæggende ombygning af hele maskinrummet – og Dansk Kiropraktor Forening arbejder målrettet for, at kiropraktik bliver tænkt ind som en central del af løsningen fra begyndelsen.

Selvom kronikerpakken for patienter med kroniske lænderygsmerter først træder i kraft i 2027, er det allerede i 2026, at fundamentet lægges. Derfor har foreningen sat et intensivt politisk arbejde i gang for at sikre, at rammerne for fremtidens patientforløb giver kiropraktorer en tydelig og meningsfuld rolle.

 

Året er således startet med en travl politisk mødeaktivitet. Foreningen har blandt andet haft konstruktive drøftelser på Christiansborg med sundhedsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl (Danmarksdemokraterne) og sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen (Socialistisk Folkeparti) samt efterfølgende møder på Københavns Rådhus med Line Ervolder (Det Konservative Folkeparti), som er medlem af det nye sundhedsråd i Region Hovedstaden. Førnævnte partier er alle med i den nye sundhedsreform. Dialogerne har haft særligt fokus på, hvordan sundhedsvæsenets samlede kompetencer og ressourcer anvendes bedst muligt i forbindelse med sundhedsreformen – herunder hvordan kiropraktorer er en naturlig og aktiv del af løsningen.

 

Møderne var præget af stor åbenhed, faglighed og engagement og har givet et solidt grundlag for det videre politiske arbejde.

 

Dansk Kiropraktor Forenings formand, Michael Christensen, ser store muligheder i det kommende år: 2026 står foran os som et år med nye muligheder for kiropraktikken i Danmark. Jeg glæder mig til at fortsætte det tætte samarbejde med sundhedsvæsenet og styrke kiropraktorernes rolle med ønsket om at skabe relevante behandlingstilbud for flere patienter.

 

Det betyder, at vi arbejder for:

  • Tættere samarbejde på tværs af sektorer – så patienterne oplever et mere koordineret sundhedsvæsen
  • Stærkere faglig integration – hvor kiropraktik bliver en naturlig del af behandlingskæden
  • Lige adgang til behandling – uanset økonomi, livsvilkår eller geografi

 

Sundhedsreformen er en unik mulighed for at skabe et sundhedsvæsen, der fungerer for alle. Derfor vil vi i 2026 være til stede dér, hvor beslutningerne træffes, og arbejde for rammer, der giver plads til både viden og praksis – til gavn for patienterne og for fagets udvikling.

Politisk nyhed 2026.png

Fik du hørt formandens nytårstale?

Se videoen nedenfor.

Forsidebillede Michaels nytårstale.png
Play button
Afspil video