Ifølge direktør Jonas Egebart vil planen (hvis den omsættes politisk og i praksis) betyde, at Danmark om et årti har et markant anderledes sundhedsvæsen. Fokus er at konkretisere den retning, der allerede er lagt: et sundhedsvæsen, hvor mere behandling sker uden for sygehusene, og hvor patientforløb hænger bedre sammen.
Kernen i oplægget er en styrkelse af det primære sundhedsvæsen. Flere opgaver skal løses tættere på borgerne, ressourcerne skal fordeles efter behov, og patientforløb skal i højere grad samles ét sted med færrest mulige skift i ansvar. Samtidig skal digital kontakt være førstevalg, når det giver værdi.
Planen er overordnet og uden konkrete mål for, hvor meget aktivitet der skal flyttes fra sygehusene. Det skal fastlægges politisk og efterfølgende omsættes i regionale og lokale planer.
For praksissektoren peger retningen tydeligt mod en større rolle i det nære sundhedsvæsen. Når flere patienter fremover skal behandles uden for sygehusene, åbner det nye muligheder for kiropraktorer – både i forhold til behandling af almindeligt forekommende lidelser tæt på borgerne og i et tættere samarbejde med resten af sundhedsvæsenet.
Særligt fokus på forebyggelse, rehabilitering og håndtering af de mest udbredte sygdomme i befolkningen peger på et øget behov for praksisnære tilbud. Samtidig lægger planen op til, at opgaver i højere grad placeres dér, hvor de giver størst sundhedsmæssig værdi – også på tværs af faggrupper.
Sundhedsstyrelsen understreger dog, at omstillingen skal ske gradvist og med blik for kapacitet i blandt andet almen praksis. Det betyder, at ændringerne kommer til at ske trinvist over de kommende år.