Peter Kryger-Baggesen modtager æresmedlemskabet som anerkendelse for en enestående og mangeårig indsats for Dansk Kiropraktor Forening og for faget som helhed. I flere årtier har Peter spillet en central rolle i den politiske, faglige og organisatoriske udvikling af professionen. Gennem tre bestyrelsesperioder, formandsposter i både Dansk Kiropraktor Forening og Dansk Kiropraktor Råd samt et markant aftryk på samarbejdet med både sundhedsprofessioner, myndigheder og internationale organisationer har han sat en standard, der stadig præger arbejdet i dag.
Peter har med stor faglig tyngde og en helt særlig vedholdenhed været med til at forme centrale områder som pakkeforløb, samarbejdet med læger, kvalitetsudvikling og internationale relationer. Dertil kommer hans indsats i forsknings- og uddannelsesregi, hvor han har bidraget til udviklingen af fagets evidensgrundlag og den næste generation af kiropraktorer. Kollegaer beskriver Peter som vidende, principfast, hjælpsom og skarp – en person, hvis vurderinger fortsat bruges som pejlemærke længe efter hans formelle afgang. DKF ville ikke være det samme uden hans indsats.
På den baggrund – og med enstemmig opbakning fra både bestyrelse og Råd – udnævnes Peter Kryger-Baggesen til æresmedlem i Dansk Kiropraktor Forening.