Et nyt studie fra Rygcenter Syddanmark og Syddansk Universitet belyser, at størstedelen af pårørende til mennesker med længerevarende smerter i ryggen bliver påvirket, særligt følelsesmæssigt. Faktisk svarer 93% af de adspurgte i undersøgelsen, at de oplever bekymringer, og over halvdelen svarer, at de oplever bekymringer "i høj grad". Derudover peger det nye studie på, at belastningen opleves størst hos patientens nærmeste og oftest hænger sammen med forløbets varighed samt graden af funktionsnedsættelse.
Formanden understreger, at dette ikke nødvendigvis betyder, at alle patientforløb skal være familiecentrerede, men at det giver mening også at have fokus på de pårørende. Det kan for eksempel i nogle tilfælde være relevant at inddrage den/de pårørende i dialogen, adressere bekymringerne eller informere om forløbet.